Så gik den femte sæson af Vild med dans i luften. Denne gang med deltagelse af bl.a. Anne-Grethe Bjarup Riis, Anne-Mette Fogh Rasmussen, Hva-det-nu-han-hedder Pilgård og mange andre, heraf nogle, som jeg bestemt ikke havde hørt om før. Det er vel en del af dette programs koncept, at deltagerne skal være pseudo-kendisser. Rigtige kendisser kan man ikke få til at svede så meget, og hvis pseudo-kendisserne klarer sig godt i konkurrencen, bliver de måske en dag til rigtige berømtheder, hvem ved? Det er vel såre forståeligt, hvis folk, der arbejder i underholdningsbranchen lader sig overtale til at medvirke i sådan et program, men hvad er de andres motivation? Er det for at opnå de 10 minutters berømthed, som Andy Warhol mente var i sækken til os alle, eller ligger der mere gustne hensigter bag? Er det f.eks. politisk spin, når statsministerfruen deltager i programmet? I så fald må det vel siges at være noget af en satsning, idet der bestemt ikke er nogen som helst garanti for, at hun vil klare sig godt. Nu har hun godt nok udtalt, at hun udelukkende deltager, fordi hun elsker at danse, og det kan da selvfølgelig også godt være. Det næste bliver vel, at de får Pia K. til at deltage.

Næste spørgsmål bliver vel så, hvorfor jeg og millioner af andre seere sidder og ser det, fredag efter fredag, år efter år? Tjah, det er god underholdning, men på en flad og overhovedet ikke krævende måde, efter min mening. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad fascinationen består i. Da man lavede Varm på is, så jeg ca. et halvt show og gab, hvor var det kedeligt! Man skulle jo tro, at det ville være noget af det samme som Vild med dans, faktisk endnu mere interessant, fordi det var på skøjter og dermed formodentlig sværere, men spændende – det var det altså slet ikke. Nu sendte DR jo altså også X-factor ca. samtidig, og det var godt nok noget mere interessant, stadigvæk på den her flade, ikke-krævende måde. Det gik også ind af det ene øre og ud af det andet.

Når man flader ud foran skærmen og lader sig underholde af disse programmer på en fredag aften, er det vel i bund og grund et udtryk for en vis åndelig dovenskab eller fysisk træthed, der naturligt nok indfinder sig der sidst på ugen, og det er der vel ikke noget at sige til. Bortset fra, at det egentlig kunne være rart med en god film på det tidspunkt også. Men efterhånden er jeg altså blevet meget kræsen med hensyn til film. Der skal meget til, før jeg synes, de er gode. Det kunne være, man skulle vælge at slukke for tossekassen fredag aften og lave noget helt andet, læse en god bog, f.eks. På den anden side er det vel ikke nogen dødssynd at smage lidt på folkets opium ind imellem.